Sådan gik det til
I 2000 gik en lille flok entusiaster fra A/B Skjalm Hvide og A/B Sigersted sammen om at etablere et netværk til ejendommens beboere. Helt fra begyndelsen var målet at skabe et netværk, som vi som beboere kunne styre så meget som muligt selv. For at etablere netværket var det nødvendigt at Skjalm Hvide og Sigersted fik oprettet et telelaug, så samarbejdet kunne udføres i praksis og på rette vilkår. Oprettelsen af telelauget foregik løbende sammen med det opsøgende arbejde omkring at finde den rigtige udbyder til vores beboere.
Helt fra starten var der en stor opbakning fra samtlige beboere til teleudvalgets arbejde, og på begge generalforsamlinger i 2002 fik teleudvalget bemyndigelse og økonomisk bevilling til at starte projektet op for alvor. Herefter gik et større arbejde i gang med forhandlinger og møder med de enkelte udbydere.
Udbydere vælges
Da alle var enige om, at teleudvalget skulle have mest mulig indflydelse på driften af netværket, blev det vedtaget, at beboerne ikke skulle have en totalløsning fra én enkelt udbyder, men at vi ville have forskellige udbydere tilknyttet de enkelte tjenester. De enkelte udbydere blev bl.a. valgt udfra følgende parametre:
- Pris
- Service
- Stabilitet
- Uafhængighed og Opsigelsesvarsel
Teleudvalget valgte efter møder med flere forskellige udbydere at Webpartner skulle levere internetforbindelsen og Cirque skulle levere telefonien. TDC/YouSee var og er stadig leverandør af tv-signalet. Delcom blev valgt til at kable samtlige lejligheder i ejendommen. Kablingsarbejdet påbegyndtes i 2003 og ca. tre måneder efter kunne de første beboere tilsluttes.
Netværket sættes i gang
Netværket var fra starten en stor succes: Tilslutningen til både internet og telefoni nåede hurtigt op på 50%. På trods af børnesygdomme har vi i dag et netværk, som fungerer efter de opstillede mål.
Fremtidens netværk
Et af teleudvalgets fornemmeste opgaver er at sørge for at beboerne får ydelser, der er tidssvarende og konkurrencedygtige. Vi opgraderer derfor løbende netværket og finder de bedste udbydere til vores ejendom.